Heinrich Spindler

 

OM VINGÅRDEN HEINRICH SPINDLER

I 1620 forlod Sontag Spindler Bourgogne og rykkede teltpælene til Pfalz. Her begyndte han at opkøbe vinmarker og fik erhvervet sig et stykke af én af Tysklands absolut bedste marker, Kirchenstück. Siden da har Weingut Heinrich Spindler indtaget sin plads blandt de store vingårde i Forst med små parceller i Jesuitengarten, Pechstein og Ungeheuer. Weingut Heinrich Spindlers bedste vinmarker ligger omkring 120-150 meter over havets overflade og drager fordel af morgensol og stigende brise. Stederne er kendetegnet ved deres varierende mikroklima og jordkompositioner: farvet sandsten, salkkalksten og basalt - dyb, lagdelt og rig nok på ler til at beskytte vinstokke mod dehydrering i denne meget varme og tørre region.

I dag drives vingården af Markus Spindler, oldebarn af Heinrich og 11. generation af familieforetagendet. Markus viderefører den 20 hektar økologicertificerede vingård med en respekt for sin arv og historie. Fra Weingut Heinrich Spindlers basisaftapninger til top-rieslingerne er vinene taktile, fokuserede, detaljerede og tørre. Det handler om nuancé og renhed over kraft, samt finesse og præcision over overdådighed. Frem for alt er vinene omhyggeligt udformede portrætter af legendariske terroir. 

Familielivet er i centrum på vingården, hvor Markus og hans kone Lola bor med deres tre børn. Markus har en lidenskab for klatring, bjergbestigning og cykling og han har da heller ikke altid været sikker på, at han skulle leve et liv som vinmager. Men efter at have været i lære hos von Winning, F. Becker og Ego Müller, samt en tur til Sonoma i USA, blev han overbevist om at han ville være med til at udvikle det store potentiale i tysk vin. Efter sin uddannelse vendte han tilbage til Forst for at arbejde sammen med sin far, Hans. I 2018 overtog Markus det fulde ansvar for vingården. 

HEINRICH SPINDLERS FILOSOFI

Weingut Heinrich Spindler har været engageret i landbrug uden herbicider, pesticider eller syntetisk gødning i næsten 20 år. Markus konverterede officielt til økologisk vinproduktion i 2012, en let og naturlig overgang, da det grundlæggende arbejde allerede var udført af hans far. "Jeg tror, at hvis man ønsker at fremstille vin på højeste niveau med karakter, er udgangspunktet sund jord med en lang række mikroorganismer, insekter og et højt indhold af humus. Det er vigtigt for mig at have et økosystem i mine vinmarker med variation, både over og under jorden" fortæller Markus". "Vores intensive brug af kompost - inklusiv græs, halm og hestegødning - giver os mulighed for at håndtere varme og tørke".

I vinificeringen anvendes maceration, fermentering med skinkontakt, naturligt gær, battonage og nyt træ. Og til trods for anvendelsen af moderne teknologi handler det også om "Fingerspitzengefühl" - "præcision, mineralitet og frugtkarakter skal ikke gå tabt" udtaler Markus.

Markus skrev i sin afhandling om udviklingen af aromater i aldrende Rieslinger, og Markus ser som sin største udfordring at bevare hele spektret af naturlige aromaer. For at opnå dette presses druerne let, ved lavt tryk, med begrænset brug af pumper og maksimal udnyttelse af tyngdekraften. Macerationen er kort og gæringen begynder med naturligt omgivende gær, skønt kultiveret gær kan tilføjes for at sikre, at rieslingerne bliver helt tørre. Markus foretrækker lange, kølige fermenteringer i rustfrie ståltanke og neutrale egefade. Han ønsker fx. at hans Sauvignon Blanc skal have en frugtdrevet stil. "Ved at forskyde høsten til forskellige modenhedsstadier får vi en Sauvignon Blanc med kompleksitet og variation på den ene side med grønne meget friske aromaer og på den anden side moden, kompleks frugt, der fører til en skarp vin med struktur og længde".