Langenwalter

 

OM LANGENWALTER
 

Weingut Langenwalter er beliggende i den hyggelige lille by Weisenheim am Sand i Pfalz. Familien Langenwalters vingård, der kan spores tilbage til det 17. århundrede, er fortsat beliggende inde midt i byen, men Thorsten og Daniela Langenwalter er i gang med udflytning til deres vinmarker, der omkranser byen i det frodige Pfalz landskab. Thorsten overtog vingården i 2002, men arbejder stadig tæt sammen med sin familie om at drive vingården og producere vinen. I 2012 overtog Thorsten også sine svigerforældres vingård og derfor råder Weingut Langenwalter nu over mere end 30 ha jord beplantet med både røde og hvide druer. Vinmarkerne har vidt forskellige jordbundsforhold, hvilket betyder at Langenwalter er i stand til at dyrke mange forskellige druer. Hos Weingut Langenwalter er helt op til 50% af produktionen rødvin, og generelt dyrkes der på vingården et omfattende udvalg af druer, der kombinerer konventionelle og innovative metoder til drueopdræt. Der dyrkes førsteklasses Riesling, Spätburgunder (Pinot Noir), Weissburgunder (Pinot Blanc), Grauburgunder (Pinot Gris), Chardonnay og Sauvignon Blanc sammen med velsmagende Gewürztraminer, Cabernet Sauvignon og St. Laurent.

Thorsten lægger stor vægt på håndværket i både dyrkning, høst og vinificering og efter nøje udvælgelse af druerne og håndplukning i flere omgange med markant reduceret udbytte, stræber Thorsten efter at sikre kvaliteten i sine vine. Her til kan også nævnes at en naturlig og skånsom dyrkning er vigtig for Langenwalter-femilien og med respekt for natur og biodiversitet, dyrker Thorsten vinen uden brug af kemikalier. Druerne behandles i den moderne kælder udstyret med rustfri ståltanke med temperaturkontrolanordninger til gæring. Senere, til opbevaring, ældning og raffinering, flyttes druemosten på egefade.

Weingut Langenwalter har indført sit eget kvalitetssystem til at karakterisere sine vine. Med bronze-, sølv- og guldkapsel-identifikationer får man en klar klassificering af de forskellige vine fra Langenwalter.

preload spinner