Vennerne bag WunderWein

Om WunderWein.dk

WunderWein.dk er opstartet og drevet af Jesper og Erik. To venner fra Skanderborg med en fælles passion for vin. En passion, der for alvor blev realiseret med en fællestur til Mosel. Her opstod der hurtigt enighed om at kendskabet til og oplevelsen af tysk kvalitetsvin skulle udbredes herhjemme. På en cykeltur langs Moselflodens betagende landskab faldt vi over vores første leverandør Weingut Kees-Kieren. Der blev skålet, uddelt masser af ros - og endda lidt skuldermassage - og således blev samarbejdet med Ernst-Josef Kees cementeret. Der er efterfølgende kommet en række flere tyske leverandører til og vi har bevæget os over landegrænser og inviteret både Østrig, Frankrig og Italien indenfor.

Vin, vi selv elsker at drikke

Hos WunderWein.dk er vores mål enkelt: at levere fremragende vin til overkommelige priser. Alle skal have adgang til god vin, og der skal være et reelt alternativ til supermarkedets udvalg, men med højere kvalitet og større smagsoplevelser. Vi sælger kun vin, vi selv vil drikke. Derfor udvælger vi nøje vores sortiment. Vi sikrer en smagsdifferentiering, så du altid kan finde en vin, der passer til dine præferencer - fra tør til sød, fra let til kraftig.

Vi elsker vin, fordi den rummer uendelige nuancer, som konstant kan overraske og udfordre smagsløgene. Vin balancerer og forstærker madens smag, skaber hyggelige øjeblikke og er et spændende tema, vi kan tale om i timevis. Hver flaske bærer en historie - om vingården, familien bag, druen, terroiret, vejret, jordbunden, vinificeringen, klassificeringerne, flaskerne, etiketterne, og ikke mindst farven, duften og smagen....og vi kunne blive ved. Vi kan smage og diskutere vinen, eller vi kan blot nyde den. Og det fascinerende er, at den samme vin kan opleves forskelligt afhængig af tid, sted og selskab. Heldigvis er vin en individuel sag, hvor alle kan have sin helt egen mening og tilgang. Derfor elsker vi vin:-)

Ud over vores passion for vin elsker vi også den helt unikke atmosfære i vinområderne. Vi rejser rundt, besøger vingårde, nyder landskabet, vejret og - ikke mindst - de dedikerede vinbønder. De er passionerede, vedholdende og imødekommende mennesker, som elsker at dele deres viden og deres vin. Har du mulighed for det, så besøg vinområderne i Tyskland, Østrig, Italien eller Frankrig. Vi giver gerne gode råd til de bedste steder at tage hen! 

Vores tyske fokus

Det tyske vinland er spredt over store dele af Tyskland, men størstedelen af de vinproducerende områder ligger i den sydvestlige del af Tyskland. Vi har koncentreret os mest om hjertet i det tyske vinland med vine fra Mosel, Rheingau, Pfalz, Nahe, Rheinhessen og Württemberg. Her ligger vinmarkerne ofte solbadet i bakket terræn omkring de større floder. Vi samarbejder især med unge vinmagere, der tør tænke nyt, og sætte deres personlige præg på vinen. 

Udover at tilbyde fantastiske vine til gode priser, hjælper vi også gerne med at sammensætte de rette vine til fester og hyggelige sammenkomster. Vi kommer også gerne ud og laver vinsmagninger og er i det hele taget altid åbne for at dele vores viden og passion for vin.

Vi værdsætter dialogen med vores kunder - så hvis du har ønsker eller feedback, hører vi meget gerne fra dig!