Azienda Agricola La Vigne

 
VINGÅRDEN AZIENDA AGRICOLA LA VIGNE
 

La Vigne blev etableret i begyndelsen af 1990'erne af Marco Spagnolli med ambitionen om at skabe en anderledes vin. Med sit udgangspunkt i Isera tæt på byen Rovereto nordøst for Gardasøen i smukke omgivelser tæt på bjerge og floden Adige, dyrker Marco sin vin på 3,5 hektar med vinestokke, der er mellem 15 og 35 år gamle. Vinstokkene står på sydøst vendte marker og vokser i ler og sandjord, rig på grus og småsten, beliggende i en højde mellem 200-250 meter over havets overflade. Vinene lagrer op amerikanske træfade og Marco har et årligt udbytte på mellem 15.000-18.000 flasker.

Marco producerer kun to forskellige rødvine, som han med vedholdende dedikation, fokus og hårdt arbejde har brugt mere end 30 år på at frembringe. Hvorfor lave flere forskellige rødvine, når man har lavet to så unikke vine som Fiore di Ciliegio og La Vigne? I øjeblikket er han i gang med at udvikle sin første hvidvin.
Marco siger selv, "det er i sandhed ikke let at finde ord der beskriver min idé om vin". Han begyndte sin ønologiske rejse i Montalcino, hvor han som han siger "tilegnede sig Brunello-ånden". Marco blev også inspireret af ’Vin de Garage’ kulturen, som havde sit udspring i Bordeaux i de tidligere 90’ere og som også blev fulgt op i Bourgogne og flere steder i Italien. Tanken om micro-vin produktion placeret i garager, men også med stor innovationskraft og stærke filosofier omkring vindyrkning og vinificering.

Alt i alt har det udmøntet sig i to fantastiske vine, som vi selv nyder at drikke. Man mærker nærmest Marcos hænder på druerne og hans ånd i vinificeringen.

 

preload spinner