Drue: Corvina, Rondinella, Corvinone m.fl. | Område: Valpolicella Classica | Vol: 50 cl | Alkohol: 12,5 %
BESKRIVELSE
Før Amarone var der Recioto. Den søde vin er Valpolicellas oprindelige stolthed, og dens rødder går helt tilbage til romertiden. Amarone opstod faktisk, da en Recioto engang gærede helt tør og blev bitter, på italiensk amaro. Det viste sig at være et heldigt uheld, men originalen holder stadig stand.
Druerne kommer fra Monte Marognin, en af Franchinis to "heroiske" marker. Vinstokkene står på smalle terrasser bag tørstensmure på en skråning med mere end 30 % hældning, og alt arbejde foregår i hånden. Kun de mest løse og modne klaser plukkes og lægges i trækasser på 7 kg. Her tørrer de i 4–5 måneder, indtil de har mistet mindst halvdelen af vægten. Først i slutningen af februar presses de nænsomt. Gæringen får lov at gå langsomt i ca. 30 dage og stopper af sig selv, før al sukkeret er blevet til alkohol. Derefter hviler vinen 10 måneder på ståltank og 6 måneder på flaske.
I glasset er den dyb lilla med intense violette toner. Næsen åbner med viol og rosenblade, efterfulgt af kirsebær i alkohol, svesker, brombær og solbær og et krydret strejf af peber, bergamot og kardemomme. Det hele er pakket ind i mørk chokolade med en let balsamisk tone. I munden er den sød, men aldrig klistret. Syren og de bløde tanniner holder den i balance, og eftersmagen er lang med en tydelig tone af surkirsebær.
Den passer perfekt til lagrede og blåskimmelsoste og til chokoladedesserter eller den klassiske veronesiske mandelkage sbrisolona. Og så må vi hellere sige det, før nogen andre gør: med sin dybe kirsebærfrugt er den som skabt til risalamande med kirsebærsauce. Juleaften er hermed reddet.
Den lille flaske på 50 cl er ikke nærighed. Det er præcis den mængde, et selskab har brug for til desserten, og der skal jo være plads til kaffen bagefter.
Serveres ved 12–14 °C og åbnes et par minutter før servering.